Foredrag 30/9 i selskabslokalet

Holte, den 15. september 2025

Invitation til foredrag i selskabslokalet

tirsdag den 30. september 2025 kl. 19.00

Beboere i Vejlesøparken holder foredrag – vi kommer hinanden ved.

____________________

Sådan endte jeg i Vejlesøparken i 2016 – En personlig fortælling om, når livet pludselig falder fra hinanden

Ved Catrine Rasmussen

Du kan downloade invitationen her>>

Catrine Rasmussen har boet i Vejlesøparken siden sommeren 2016.

Dengang boede hun ellers i Helsingør med mand og barn og arbejdede som salgschef i et reklamebureau. Hun troede, at hun havde styr på sit liv.

Men pludselig ville hendes mand skilles, og på kun fem dage mistede hun både sin familie, sit hjem og sit arbejde. Fra den ene dag til den anden stod hun midt i en livskrise, hun aldrig havde forestillet sig – og uden at kunne se vejen ud.

Det blev starten på en årelang periode fyldt med sorg, vrede og tvivl – men også begyndelsen på en rejse, hvor hun genopdagede sig selv og livet. Skridt for skridt fandt hun en vej til at rejse sig, skabe glæde igen og bygge et stærkere fundament end før.

I dag arbejder Catrine som coach, mentaltræner og kropsterapeut med at hjælpe andre, der står i livets storme. Men i dette foredrag deler hun først og fremmest sin egen historie: Om at ligge på køkkengulvet i fortvivlelse, om at finde styrke i de små skridt – og om den erkendelse, der ændrede alt:

At selv når livet ikke er retfærdigt, kan vi vælge at rejse os og genopfinde os selv.

Det er en fortælling om livsmod, forandring og håb. En påmindelse om, at vi alle kan finde nye begyndelser – uanset hvor i livet vi står, og hvor gamle vi er. Catrines historie er i øvrigt fortalt i en del ugeblade i Danmark og Norge. Bla. Femina, Magasinet Liv, Woman og Ude & Hjemme.

MVH / Lone Mørup m.f.

Tilbage til nyhedsoversigt >>

Hjemmesiden og grafisk design af: DuexDesign