Tak til Pierre og Erik

Vejlesøparken, den 30. januar 2019.

I går holdt Vejlesøparken sin ordinære generalforsamling. Pierre Ørndorf og Erik Trudsø Jespersen har for længe siden meddelt, at de efter fem års arbejde ønskede at udtræde af bestyrelsen. Det blev så Karen Gausland og undertegnede, der blev pålagt at videreføre den kurs, som Pierre og Erik grundlagde tilbage i 2013 – nemlig en demokratisering af Vejlesøparkens styreform.

Baggrund: Oprindeligt blev Vejlesøparken af Codan Forsikring etableret med udlejning af alle lejligheder – i praksis til egne medarbejdere og “venner af huset”.  I 2003 besluttede Codan at påbegynde salg af de udstykkede ejerlejligheder og i dag er over 60 procent af lejlighederne ejet af herboende enkeltejere. Se mere om de historiske begivenheder her>>

Styreformen: Men selv om ejerforholdene hurtigt ændrede sig efter 2004, så fulgte styreformen ikke med. Efter en større virksomhedshandel var Codan blevet til SEB Ejendomme, der fortsatte med at administrere Vejlesøparken upåagtet at over 200 lejligheder var solgt fra – til stor utilfredshed for mange enkeltejere. I 2014 besluttede Pierre og Erik – tilskyndet af stemningen på efterhånden mange generalforsamlinger – at de ville forsøge at skabe grundlag for en mere demokratisk styreform.

Det spæde demokrati: Da Pierre kom hertil i 2011 meldte han sig ind i foreningsarbejdet og var en af hovedkræfterne i at få skrevet et nyt sæt vedtægter, der blev godkendt på to generalforsamlinger i 2013. Derefter blev Pierre og Erik forenet i et dynamisk team, der arbejdede videre på demokratiseringsprocessen. I januar 2015 blev de begge medlemmer af bestyrelsen, og så blev der taget fat på at få vedtægterne til at fungere i praksis. Der blev også udarbejdet og etableret en forretningsorden, der især beskyttede mindretallets rettigheder i bestyrelsen. Der blev sat en stopper for at SEB valgte de herboende bestyrelsesmedlemmer. Der blev taget større hensyn til beboernes interesser og ikke kun investorernes interesse. Det var en hård og slidsom kamp, som vi herboende i dag står i stor taknemmelighedsgæld over for.

De efterfølgende år: Siden har Pierre og Erik konstant arbejdet på at fastholde og videreudvikle Vejlesøparken på en kurs, der generelt var attraktiv for de fleste beboere. I modsætning til Vejlesøparken ser vi desværre en del tilsvarende betonbyggerier, der bare er nedslidte og i dag enten må renoveres for trecifrede millionbeløb (Sorgenfri Torv og Sundparken i Horsens) eller helt nedrives (Gellerupparken hvor der nu investeres 1,8 milliarder). Både Pierre og Erik har kæmpet hårdt for, at Vejlesøparken har valgt en anden strategi, nemlig at vedligeholde og udvikle Vejlesøparken som et attraktivt sted for os beboere, der fortsat ønsker at bo i et smukt, attraktivt og velfungerende område.

Åbenhed i administrationen: For Pierre og Erik var det vigtigt at beboerne blev grundigt informeret om de beslutninger, der blev taget i ledelsen. Mødereferaterne fra bestyrelsesmøderne blev gjort tilgængelige for alle beboerne og endvidere fik beboerne bedre mulighed for aktindsigt. I 2017 fik Pierre indført et nyt internet system med langt flere informationer til beboerne end tidligere, og Erik skrev flere artikler til det nye internet system og dokumenteret den udvikling, som Vejlesøparken har været igennem.

Ny styreform i 2017: I juni 2017 solgte SEB sin portefølje på knap 200 restejendomme til Core Property. I den forbindelse tog Pierre kontakt til Core Property for at diskutere en mere retfærdig fordeling af mandater til bestyrelsen. I dag er det praksis at formanden vælges i fællesskab blandt de herboende og Core Property, og at halvdelen af de øvrige bestyrelsesposter vælges af de herboende uden indblanding fra investeringsselskabet. Vi Vejlesøboere er nu repræsenteret på retfærdigt vis i forhold til sammensætningen mellem ejere og lejere. Denne glade nyhed kunne Pierre meddele os i august 2017.

Den tunge arv: Pierre og Erik har nu videregiver stafetten til nye kræfter i håbet om at de vil videreføre strategien om af fastholde Vejlesøparken som et attraktivt sted for ejerne, der kan føle sig som ”herre i eget hus”. Vi i den nye bestyrelse vil gøre vores bedste med respekt for de interesser, som investorerne og lejerne også har.

Tak for jeres store og banebrydende indsats!

Med venlig hilsen

Karen Gausland og Carsten Riddersholm

Vejlesøparkens Grundejerforening

 

Tilbage til nyhedsoversigt >>

Hjemmesiden og grafisk design af: DuexDesign