Ejerne af Vejlesøparkens ca. 476 lejligheder har fået en foreløbig vurdering af ejendomsværdien og grundværdien. Disse kan ses på vurderingsportalen.
For de fleste ejere ser ejendomsvurderingen ud til at være i overensstemmelse med markedsprisen, når man medregner vurderingsstyrelsens sikkerhedsmargin på 20 procent.
Men grundværdien er vild høj. Den er næsten lige så høj som ejendomsvurderingen og udgør samlet set 1,3 milliarder kroner. Vurderingsstyrelsen er fuld bevidst om problemet, og der er en begrænset klagemulighed for lejligheder i en salgssituation. Reglerne er nøje specificeret på vurderingsportalen.
Da der månedlig handles 2 – 3 lejligheder, har bestyrelsen undersøgt, om der en gang for alle kunne fortages en realistisk vurdering af grundværdien for alle lejligheder i Vejlesøparken..
Bestyrelsen har haft timelange samtaler med vurderingsstyrelsen om denne sag, hvor en generel korrektion af grundværdien ville spare alle parter for lange og besværlige klageprocedurer. Alle parter er enige om fornuften i at rette fejlen ved dens årsag. Men selv på højt niveau må man erkende, at systemet kun tillader korrektioner over for ejere i en salgssituation eller lignende. Tilsyneladende kan ingen for nuværende rette fejlen generelt for alle Vejlesøparkens ejendomme.
Problemet er, som bekræftet af vurderingsstyrelsen, at der på nuværende tidspunkt ses bort fra alle lokalplaner og øvrige fredningsplaner. Disse indgår ikke i beregningerne i de foreløbeige vurderinger.
Så vurderingssystemets IT-systemer går ud fra, at alle Vejlesøparkens skovarealer kan udbygges til det maksimale, hvilket lokalplanen (Søllerød Kommunes Byplan 23) heldigvis forbyder. Ellers kunne vi måske tilføje endnu tusind lejligheder til Vejlesøparkens boligkapacitet. Dermed ville den vurderede grundskyld på 1,3 milliarder sandsynligvis være mere realistisk, men det er en fiktiv situation.
Men ind til videre, så er der ingen løsning på fejlberegningen. Den enkelte ejer må selv klage, hvis vedkommende er kvalificeret dertil.
MVH / Webmaster
Tilbage til nyhedsoversigt >>