Flere beboere har henvendt sig til bestyrelsen, fordi de er overrasket over varmeregningen for perioden 1/6 2023 til 31/5 2024.
I første omgang virker det lidt mærkeligt, da den samlede varmeregning for Vejlesøparken er faldet med 18,5 procent i forhold til året før. Vejlesøparkens samlede forbrug af varmeenheder var i 2022-23 på 4.392 MWh og i 2023-24 på 4.377 MWh – altså stort set det samme. Så faldet på de 18,5 procent skyldes prisfald i den energi, som fjernvarmeværket benyttede.
Luft ud – kort og ofte
Vinduer, der står åbne – blot på klem – koster varme! Hold dem derfor lukkede, når der fyres. Men luft ud hver dag på denne måde: Luk for radiatorerne. Åbn alle vinduer og eventuelt døre i ca. 5 minutter. Luk igen og stil radiatortermostaterne præcis som før.
Skru ned og luft ud i soveværelset til natten. Skru op for varmen igen næste morgen.
Undgå at dække din radiator til
Når en radiator og/eller måler er “lukket inde” – f.eks. bag en sofa – eller er tildækket med vasketøj, gardiner, møbler og lignende registrerer måleren det som et ekstra forbrug, fordi radiatoren ikke kan slippe af med varmen. Det koster ekstra på varmeregningen.
Vær sikker på, at radiatorerne fungerer
Sørg for, at radiatorerne altid fungerer, som de skal. Det gør de, når de er varme i toppen og kolde i bunden, ved den korrekte indstilling. Hvis de også er varme i bunden, har du skruet for højt op, varmen går til spilde, og du taber penge.
Kontroller termostater
Kontroller om termostaterne virker: Når du skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Når du slukker, skal den blive kold efter 1-2 timer. Hvis ikke, så få termostaten repareret.
Kontroller ventiler. Luft i rørene standser varmen
Hvis radiatoren klukker, er det på tide at “lufte den ud”. Luft i rørene forhindrer vandet i at cirkulere gennem varmerørene, og stopper derfor varmeoverførslen til radiatorerne. Vil man have varmen til at cirkulere igen, skal radiatoren luftes ud. Dette gøres ved at slukke for varmen, og derefter åbne ventilen, der sidder for enden af radiatoren. (Nogle radiatorer kræver en specialnøgle, spørg viceværten). Hold en skål nedenunder til at opfange vand. Luften hvisler ud af radiatoren, og når der kommer vand ud, lukkes ventilen igen. Luft regelmæssigt radiatorerne ud for at undgå unødige energitab.
Brug af radiatorer
Lad ikke enkelte rum i boligen være helt uden varme. Det kan give fugtproblemer og gøre det vanskeligt at holde varmen i naboværelser. Hold minimum 15 grader i rum, du ikke benytter. Luk altid dørene til rum der ikke benyttes, så undgår du træk. Brug alle radiatorer lige meget. Det giver en bedre, mere behagelig fordeling af varmen og udnytter energien mere effektivt. Én fuldt åben radiator bruger mere varme end fire, som kører for kvart kraft.
Selvfølgelig kan du skrue ned for varmen om natten og om dagen, hvis du ikke er hjemme – men ikke for meget. Er vægge og møbler først gennemkolde, koster det ekstra at varme op.
Aflæs din måler regelmæssigt for at følge dit forbrug og opdage evt. uregelmæssigheder.
Brug din online adgang eller app’en til af følge dit varmeforbrug (se Brunatas hjemmeside)
Indstil termostatventilen korrekt
Stil termostatventilen på radiatoren korrekt, så det giver en temperatur på mellem 18°C og 21°C. Hver grad i dette område koster 5-6% større varmeudgift.
Vidste du, at:
For hver ekstra grad du sænker din rumtemperatur, sparer du ca. 5% på varmeregningen.
MVH / Webmaster
Tilbage til nyhedsoversigt >>