Historiske Dokumenter
Der er skrevet meget om Vejlesøparken – både positivt og negativt. Her er nogle udvalgte artikler fra dengang Vejlesøparken blev til.
Hvordan Vejlesøparken blev godkendt som byggeri i tidligere fredskov
- 1864 – Geels Skov, der var ejet af staten blev “overskåret” af den nye jernbane mellem København og Hillerød og senere af Kongevejens udvidelser. Dermed blev området på godt 11 hektarer overladt til tilfældighederne og blev ikke plejet som statsskovene i øvrigt. Området gik under navnet “Tyvekrogen” (lysning i skoven)
- Starten af 1900-tallet – Arealerne omkring “Tyvekrogen” blev udstykket til parcelhuse. De parcelhuse, der grænsede op til “Tyvekrogen” benyttede statens område som en slags fælles baghave og i visse situationer som losseplads.
- 1950 – Søllerød Kommune forhandlede med Statsskovvæsenet om at købe et mindre areal vest for Holte Station, da Holte Stationsvej (Grønnevej) skulle udvides for at klare den stigende trafik.
- 10. december 1953 – Forhandlingerne endte med et mageskifte, hvor Søllerød Kommune overtog hele “Tyvekrogen” med ret til at bebygge området mod at afstå et område i Nærum (Wesselsminde ved Mølleåen), hvor Søllerød allerede havde fået godkendt en lokalplan med bebyggelse.
- 1. april 1955 – Søllerød Kommune overtager “Tyvekrogen” med den betingelse at stengærdet mod naboerne skal underlægges visse fredningsbestemmelser. Se mødereferatet, der danner grundlaget for fredningspåstanden, fra 1955 her>>
- 1955 – 1956 – Fredningsmyndighederne i Søllerød Kommune får godkendt “Søllerød kommunes fredningspåstand vedrørende stengærdet om Tyvekrogen”. Fredningspåstanden regulerer herefter forholdet mellem Søllerød Kommune (som ejere af “Tyvekrogen” og naboerne på den anden side af stengærdet. Se Fredningsnævnets fredningspåstand her>>
- 13. februar 1959 – Via en Fredningsdeklarationen blev Tyvekrogen omdannet fra fredsskov til en stor byggegrund – dog med meget strenge fredningsbetingelser.
- 1961 – Søllerød Kommune forhandler med naboerne syd og vest for “Tyvekrogen”, hvordan forholdet omkring skel ved stendiget skal reguleres. I denne forhandling tages der både hensyn til Fredningspåstanden fra 1956 og parcelhavernes hævdvundne rettigheder.
- 23. februar 1961 – Ejerne af parcelgrundene op mod “Tyvekrogen” og Søllerød kommune indgik en bindende aftale om, hvordan forholdene omkring stengærdet skal reguleres fremover. Denne aftale blev tinglyst på alle ejendomme den 1. marts 1961. Se Deklaration af 23. februar 1961 her>>
- Efteråret 1966 – Der blev i det skjulte arbejdet på en plan for at bebygge “Tyvekrogen” med 5 store boligblokke. Dette kom “Foreningen Furesøen” og andre fredningsinteresserede (bl.a. naboerne til Tyvekrogen) for øre i starten af 1967, og havde nært forhindret byggeplanerne. Som et kompromis blev projekt “Vejlesøparken” underlagt nogle meget strenge fredningsbetingelser, som blev nedfældet i “Byplan 23”
- 25. oktober 1967 – Byplan 23 “Byplansvedtægt for Tyvekrogen” blev vedtaget af Søllerød Kommune som grundlag for at kunne opføre bebyggelser på Tyvekrogen. Uden denne Byplan 23 ville “Tyvekrogen” være usælgelig til den relative høje pris (9 millioner kr.). Byplan 23 paragraf 5 stiller strenge krav til vedligehold af skoven. Vejlesøparken vedligeholder en skovplan, der sendes til godkendelse hos kommunen før der foretages ændringer. Sidste skovplan blev godkendt af Rudersdal Kommune i 2019. Se Byplan 23 her>>
- 5. august 1967 – Søllerød Kommune solgte Vejlesøparkens arealer (matrikel 1dt i Geelskov Landsejerlav) til Codan og JP Christiansen med henblik på at opføre 5 boligblokke. Deklarationen af 23. februar 1961 blev tinglyst på denne handel som en servitut.
- 9. oktober 1969 – De nye ejere af “Tyvekrogen” fik godkendt en underopdeling af matrikel 1dt i Geelskov Landsejerlav i matrikel 1dt og matrikel 1dy, men det ændrer intet på forholdene parterne bag Deklarationen af 23. februar 1961.
Reference: Tyvekrogen – Artikel i Søllerødbogen 2016